Uddrag af
Susanne Mortensens tale
ved nytårsfesten den 12. januar 2012
Allerførst tak for invitationen til denne nytårsfest.
Sidste år var første gang, jeg var med til nytårsfesten her på Gedevasevang, og jeg blev meget imponeret over, hvor mange der var mødt op, hvor fantastisk flotte og velklædte alle var, og hvor flot der var pyntet op. Det var virkelig en fest!
Jeg tror nok, jeg lovede, at hvis jeg skulle være så heldig at blive inviteret på ny, ville jeg også have pallietter m.m. på – og lad mig blot sige, at nu ved jeg, hvad jeg har i mit klædeskab.
J
Igen i år møder jeg mange flotte deltagere i en flot ramme – selvfølgelig er det sådan.
Som formand for bestyrelsen, men bestemt også som formand for Social- og Sundhedsudvalget, er jeg både stolt og taknemmelig for, at vi har et tilbud som Gedevasevang i kommunen, men ikke mindst for den fornemme, store og kvalificerede indsats, som brugere og medarbejdere yder året rundt:
Det er det, som giver sjæl og liv i huset.
Det er det, som skaber et helt utroligt højt aktivitetsniveau.
Det er det, som føjer liv til årene.
Når vi har bestyrelsesmøde, og når jeg læser Nyhedsbrevet, bliver jeg stadig forundret over alle de tiltag og ideer, som løbende fostres og iværksættes på Gedevasevang; altid med smil og godt humør; altid med tanke for at række ud mod andre.
Det er min oplevelse, at I her på Gedevasevang altid prøver at se muligheder og dermed også altid har en konstruktiv tilgang – også når emnet umiddelbart kan synes at være noget, man helst var foruden.
I 2011 stod Byrådet igen over for at skulle foretage prioriteringer i forbindelse med budgetvedtagelsen.
Mange forslag blev behandlet, drøftet og prioriteret forud for beslutning.
Herunder så det på et tidspunkt noget dystert ud for vores to aktivitetscentre, og selv om området ikke gik helt ram forbi, så endte det faktisk ganske fornuftigt.
For mig at se var det et stærkt politisk signal om, at vi vil Skovgården og Gedevasevang.
Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om den værdi, aktivitetscentrene har:
De er både fysisk og socialt forebyggende; de giver et netværk, og de viser, at der er brug for jer.
Vi har ikke råd til at lade være!
J
Til gengæld ville vi med andre tilbud ikke få så meget for pengene – takket være jer!
Derfor skal der lyde en stor tak – fra hjertet – til alle, som bidrager til at gøre Gedevasevang til det fantastiske sted, jeg synes, det er; alle de mange frivillige, alle de mange, som kommer til de mange og forskellige aktiviteter i og uden for huset – godt bakket op af og i godt samarbejde med leder og medarbejdere.
Jeg vil ønske Gedevasevang, brugere, leder og medarbejdere alt det bedste for det nye år.
Godt Nytår!
God fest i dag!
Skål for jer!
og for 2012!